Cote de boeuf battle. Spanien vs USA. Gammel vs ung.

Som overskriften angiver er vi her ude i at sammenligne 2 stykker Cote de boeuf. Det er også en sammenligning af 2 forskellige filosofier om kød.

Den amerikanske kødfilosofi kender de fleste af os. Unge dyr hvor der er fokus på fedtmarmorering og mørhed.

Txogitxu er fra Spanien/baskerlandet og der er en helt anden idé bag. De håndudvælger gamle fede malkekøer, der har haft en godt liv og har gået stort set hele dets liv ude. Resultatet er helt anderledes end det amerikanske. Kødet er fuldt af smag og gult fedt men det skal tygges noget mere end man er vandt til.

Her har jeg købt et kg af hver i form af 2 Cote de boeuf. Den amerikanske kostede 350.-/kg, txogitxu kostede 500.-/kg.

Det amerikanske er til venstre og er ca 50%tykkere. Det spanske er til højre og arealet er noget større.

Begge kødstykker er tilberedt på primo XL ved intervalstegning. På grund af tykkelsen fik amerikaneren nogle flere ture. Begge hvilede i 15 min før servering og de blev serveret ved 58 grader.

Det mest påfaldende er hvor meget amerikaneren er skrumpet, efter stegning er det spanske stykke (i forgrunden) stort set uændret, men det amerikanske er blevet noget tyndere sådan at de faktisk har samme tykkelse efter tilberedningen.
Her serveret med Hasselback kartoffel, løg og Portobellosvampe med fyld og bacon samt en svampesauce.

Det er ikke første gang vi spiser txogitxu, vi har prøvet det på restaurant i Belgien for et par år siden. Begge gange har indtrykket været ret godt, men man skal kunne lide at tygge på kød. Ikke at det et sejt, for det er det ikke men kødfibrene er mere tydelige i munden, tyggemodstanden er også større. De 2 kødtyper er nogenlunde lige saftige, men duften og smagen er klart kraftigere af det spanske. Det amerikanske smager dejligt, det et ultra mørt, nemt at tygge og er klart mere en crowd-pleaser. Det spanske er kraftigere på alle måder og det er ment på både godt og ondt. Prismæssigt ligger de ret ens, for svindet var markant større på amerikaneren.