Kåldolmere med urtekrydret italienskinspireret fyld.

Kåldolmere er en gammel klassiker, der fortjener et remake. Her er den selvfølgelig lavet på grill med en fars, der har fået en masse friske urter fra haven og er krydret med inspiration i det italienske med citronskal lidt chili og hvidløg.

Jeg synes at spidskål er nemmere og mere delikat end hvidkål, men det andet kan sagtens bruges. Rå er begge kåltyper ret stive i det og svære at folde om fyldet. Normalt koger jeg hele hovedet (altså kålhovedet) i saltet vand, men jeg havde ikke lige en ledig gryde af rette størrelse, så i stedet wrappede jeg det i stanniol og gav det 45 min. i ovnen, det fungerede fint.

Urterne til farsen er: bronzefennikel, oregano, timian, salvie og ramsløg. Hvis man bedre kan lide nogle andre urter, så brug dem i stedet, men brug mange… Der ud over er der løg, hvidløg, citronskal og hjertet af kål (efter at de yderste 10 store bløde blade er taget af til pakkerne) samt sennep. Det hele kogt op og blendet i en thermomix.

Maj er en fantastisk måned når det gælder friske urter fra haven.

Løg, hvidløg, chili og citronskal.
Kålhjerte også.
Urter
Sennep, varme og blender.

Når urtemixet er afkølet blandes det med hakket kalv og flæsk, der er rørt sej med salt.

Pakkerne laves ved at de bløde yderste blade fra det bagte spidskål lægges ud på et bræt 1 ad gangen. Den grove stok skæres fra.

Der lægges en skive parmaskinke på og så en god klat af farsen.

Parmaskinken pakkes rund og farsen og bagefter pakkes det hele ind i kål.

Herefter pakkes først enderne og siden siderne ind under farsrullerne og de stables i et ovnfast fad i passende størrelse.

Fadet overhældes med ca. 1 dl. hvidvin og 1 dl fløde og sættes på grillen 200 grader indirekte varme. Efter en lille time er de klar. Her er de serveret med ovnbagte kartofler og en hvid kold creme fraiche/hvidløsdressing.

Lige sat i den varme grill. Jeg startede lige med 5 min over direkte varme for at give kålen lidt farve/smag i bunden.
Efter ca. 1 time.
Velbekomme.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *